• klarupgaard
  • krudtt
  • kutter
  • kystfiskermus
  • nordsømus
  • saltum
  • skagen
  • Strandy
  • tranum

Attraktioner og seværdigheder i nærheden

Naturen omkring Lønstrup / Løkken er noget helt for sig selv, men også ture rundt i resten af Vendsyssel bør være på programmet når du afholder Lejrskole på Rubjerglejren.

Rubjerg Knude Fyr:
Oplev at stå på toppen af sandklitten og få sand i ansigtet, uanset vindforhold. I en ikke fjern fortid var Rubjerg Knude Fyr et aktivt fyr i det danske farvandsvæsen. Fyret ledte havets farer sikkert op langs Vendsyssels vestkyst. Desværre fik fyret kun en kort funktionsperiode idet vinden hele tiden dyngede sand op mellem fyret og havet. Til sidst kunne fyret ikke ses fra havet og fyrets funktion blev indstillet. Men fyret fik lov at stå. Sandet kom nærmere og nærmere. I en periode var fyret omdannet til et sandflugtsmuseum (en del af Museet i Hjørring) men snart truede sandet fyret så voldsomt, at det ikke længere var forsvarligt at bruge bygningerne. Sandet invaderede fyret, såvel indvendigt som udvendigt og kun toppen af fyret var synligt. I dag er sandet igen ved at afdække fyret, sandet er simpelt hent ved at være blæst forbi fyret og danner nu mere og mere klit øst for fyret og fyret kommer igen frem på vestsiden. Gå ikke glip af den storslåede naturoplevelse, se naturens hærgen og kraft, oplev de superfine sandskorn i ansigtet, føl det i din hånd - og oplev, at du efterfølgende har sand i håret, på huden og indenfor i enhver sprække af dit tøj.

Lønstrup: 
Lønstrup er i dag et meget populært ferieområde. Området omkring Lønstrup har gennem mere end 100 år været det vel mest attraktive ferieområde for familier, såvel danske, tyske, norske og svenske. Området har flere store sommerhusområder. Men ikke mindst Lønstrup by er charmerende. Byen har trods de mange besøgende formået at bevare sin identitet, sit gamle jeg. Byen emmer af ro, hygge og naturlig skønhed. Byen har mange smukke bygninger og et meget godt handelsliv ligesom små kunsthåndværkere har fundet sig en plads i byen. Dertil kommer de spændende beretninger om fiskerliver fra Lønstrup med ophaling af fiskerbåde på stranden, havets erodering af kysten, menneskenes forsøg på at beskytte kysten og ikke mindst beretningen om den store stormflod som var ved at trække hele Lønstrup med i havet. 

Hirtshals: 
Hirtshals er en relativ ny havneby med gode forbindelser til Norge gennem de store færger, som flere gange dagligt anløber havnen. Men Hirtshals er meget andet end en trafikhavn. Hirtshals var engang en af de helt store fiskerihavne og har fortsat en stor bestand af fiskekuttere og -travlere. Oplev den heftige puls i fiskerihavnen og auktionshusene og oplev, hvordan stilstanden med et indfinder sig på havnen når fiskeflåden er losset eller igen er taget på havet for næste fangst. I Hirtshals finder du også Nordsømuseet og Oseanariet, som forsøger at beskrive Nordsøen igennem billeder, plancher og fyldte akvarier. Nordsømuseet og Oseanariet har gode faciliteter og lærerkræfter til undervisning. 

Skagen:
Et besøg i Vendsyssel betinger næste også et besøg i Skagen - Danmarks nordligste by. Se de specielle Skagenhuse i Gl. Skagen og Skagen, oplev fiskerihavnen, Det grå Fyr, se og mærk kræfterne når 2 have slår sammen om Skagens Gren eller tag på besøg i eet af de mange kunstmuseer i Skagen. Her findes verdenskunst med Michael og Anna Anker, P.S. Krøjer og mange, mange andre. Oplev igen sandets og vindens magt ved at besøge Den tilsandede Kirke. Og så må du ikke gå glip af en tur i Nordeuropas største sandmile - Råbjerg mile - som dagligt skifter ansigt når vinden flytter rundt på de store forekomster af fine, fine sandskorn. Få en fornemmelse af, at milen hvert år vandrer flere meter fra vest mod øst. 

Hjørring: 
Handelsbyen Hjørring er også et besøg værd. Oplev vandet springe til musik på P. Nørkjærs Plads, det rige udvalg af butikker, Hjørring Museum med gode udstillinger såvel af lokalhistoriske som nationale klenodier. Spørg Hjørring Turistkontor (tlf. +45 98920232) om hvad der specielt sker når du er i området.

Løkken:
En vandretur gennem Løkken kan også være en god oplevelse. Mærk her hvad det vil sige at være en turistby, som ånder og lever af og for turister. Om sommeren er byen fyldt med glade turister som langt ud på natten sætter sit præg på byens liv, om vinteren er byen rolig og tom - og dog! I dag er hele året ved at være turistsæson, så også i den mørke tid er der liv i byen, om end i et roligere tempo. 

Andet:

Ovenstående er blot et lille udvalg af hvad du bør opleve, når du er på lejrskole i Rubjerglejren. Der er således ikke nævnt f.eks.

Rav-værkstedet
Højers Ravsliberi i Mygdal, som forarbejder havets skatte til de smukkeste smykker og som gerne fortæller om ravet og dets historie.

Bombæk
Bombæk Lysstøberi i Vrå som laver håndstøbte stearinlys i alle størrelser og farver.

Børglumkloster
Børglum Kloster og Børglum Klosterkirke som er et gammelt munkekloster.

Strandby
Strandby er Danmarks største privatejede havn. Havnen ejes udelukkende af fiskerne i byen. Selvom en del af skibene ikke udelukkende fanger fisk fra kategat, så går de fleste landinger til Strandby fiskeauktion, som på hverdage kan opleves fra kl. 7.00.

Skallerup
Feriebyen Skallerup Klit, som er et stort feriekompleks med feriehuse, svømmehal, sauna, sportshal og kur-center.

Rubjerg gl. kirke
Vandreture i området omkring Rubjerg gl. Kirkegård,

Aasted Ådal
Vandreture i Aasted Ådal ved Ravnshøj,

Katsig Bakker
Vandreture i Katsig Bakker ved Hørmested

Hjørring Bjerge
Vandreture i Hjørring Bjerge og udsigt fra udsigtstårnet ved Hjørring Bjerge,

Landbrugsmuseet i Mosbjerg
Landbrugsmuseet i Mosbjerg (del af Hjørring Museum)


 Og glem ikke, at der nedenfor klitterne ved Rubjerglejren findes en attraktiv badestrand!